Vi ønsker jer et optimistisk Godt Nytår

Pessimismen er i høj kurs for tiden. Det er der ikke noget at sige til nu, hvor tallene indikerer, at den begyndende konjunkturnedgang også påvirker rejselysten. Høj inflation og stigende energiomkostninger lægger yderligere pres på udgifterne i branchen i en tid, hvor indtægterne måske svigter.

Derfor har vi hos Telling & Nesager valgt, at gode ønsker og intentioner for det nye år ikke er nok – der skal handling til. Vi har lanceret en ny Research- og Analyseafdeling, der skal styrke vores løbende rådgivning med ny metodisk analysearbejde – så vi kan blive endnu bedre til at kikke i krystalkuglen for hele branchen. Samtidig opruster vi vores rekrutteringsservice, så den også mere bredt omfatter alle de stillinger og kompetencer inden for management, der er i stigende kurs i branchen i en tid med mange forskelligartede udfordringer og større behov for omstilling.

Endelig skal vi huske, at coronakrisen har lært os, at pessimismen i branchen meget vel kan være kortvarig. De første spæde forårstegn for konjunkturfremgang vil uundgåelig smitte positivt af på rejselysten. Men coronakrisen har samtidig også lært os, at rejsemønstrene ændrer sig hurtigt. Det vil også være tilfældet, når markedsoptimismen igen indfinder sig. Vi må derfor tage ved lære af de senere års mange kriser. Vi må fortsat være agile som aktive spillere i branchens omstilling. Det gælder både den grønne omstilling samt tilpasning til nye og ændrede behov på rejsemarkedet. Vi må ikke lade pessimismen styre vores branche. Vi må gribe de nye muligheder og være på forkant med fremtiden.

Vi hos Telling & Nesager ønsker jer alle en rigtig god og hjertevarm jul samt ikke mindst – et optimistisk Godt Nytår!

Michael Telling